Gården

Min ejendom hedder Albækhedegaard og er beliggende på Rævehøjvej. Heraf navnet Fox Hill Winery. Gården blev bygget i 1911 og blev drevet som familieejet landbrug indtil midt i halvfemserne, hvor en del af jorden blev solgt fra og gården overtaget af et familiemedlem. Han satte gården til salg i 1999, hvor min daværende hustru og jeg købte og overtog gården.

Sidenhen har jeg ændret, istandsat, renoveret, fældet, plantet til. En masse kæmpetræer er blevet fældet for at give plads til frugttræer og bærbuske. Bæredygtig og genbrug er nøgleordene og vigtige elementer hele vejen rundt, hver gang nye projekter sættes i gang.

Vinstue

Den gamle stald er blevet omdannet til gårdbutik/vinstue, hvor jeg i processen har haft for øje at bevare så meget som muligt af det gamle, for at skabe en hyggelig atmosfære. Det har været en langvarig proces at komme hertil. Jeg har over længere tid samlet på stole. Jeg ville ikke købe nye stole, men anvende genbrugte krostole. Så der har været mange besøg i genbrugsbutikker indtil jeg havde fået samlet nok sammen. De er nu blevet istandsat og malet i forskellige almue farver.

Baren er lavet af gamle vejrbidte lærkeplanker, som jeg fandt bag et gammelt skur. Ejeren var glad for at slippe af med dem. De lå bare i vejen. For mig var de guld værd og jeg har lavet bar, hylder og lamper af dem. Det var meget tidskrævende at rengøre alle plankerne for mos og andre begroninger. Dernæst at pudse og slibe dem nogenlunde splintfri, hvorefter de skulle skæres til planker. Men resultatet er jeg meget glad for

I mit hoved viste jeg godt hvordan mine borde skulle se ud. Men at finde dem til fornuftige priser, med mine mål og præcist som jeg ønskede dem.  Det kunne jeg ikke finde. Så derfor besluttede jeg at lave dem selv. Så nogle lange vinterdage på værkstedet senere, kunne jeg flytte dem ind i vinstuen, hvor de nu supplere det, jeg synes hører sig til i en dansk vinstue.

Al udsmykning har jeg selv kreeret. Det samme med belysningen. Alt sammen med forhånd værende naturlige materialer og bæredygtighed og genbrug i skøn forening.

Plankebordene har jeg også selv lavet på værkstedet så det passede til mit brug, mine tanker, mine ideer til at skabe den rette stemning for socialt samvær og vinsmagning. 

Du kan se et billede af gildesalen her.

Haven

Albækhedegaard ligger midt på heden, midt i produktions Danmark. Rundt omkring mig er der kæmpe korn- og kartoffel marker omkranset af de efterhånden få tilbageværende læhegn. På min ejendom forsøger jeg at skabe en lille oase hvor bierne og insekter naturligt hører til. Jeg arbejder på at plante varieret med træer, buske og blomster. Jeg har lavet fuglehoteller, som flittigt bruges at stære og spurve. Har små insekthoteller, som bruges af de vilde bier. Der er ly og læ til pindsvin i mine grenbunker og hvor solsorten bygger rede. Harer, fasaner, agerhøns og rådyr er hyppige gæster i min have.
Alt organisk affald bliver lavet til kompost og går i kredsløb igen. Jordforbedring sker ved kompostering af græs, blade, alt grønt affald og hestemøj.

Solbær.

En del af haven er blevet tilplantet med solbær, som jeg til dels bruger i produktionen og dels bruger til at lave lækre solbær retter.

Planterne har jeg selv fremdrevet. For nogle år siden fandt jeg en solbærbusk, som lavede nogle meget store og velsmagende bær. Der fik jeg et par grene og ud fra dem har jeg fremdrevet de buske jeg har på gården i dag.

De giver nu så mange bær, at jeg til næste sommer forventer at åbne for selvpluk.

Ribs.

Er jeg i proces med at opskalere til en større produktion. Har ryddet et stykket af haven og når solen igen får magt, skal der plantes en masse ribsbuske, som skal bruges til ribsvin og selvpluk.

Igen har jeg fremdyrket buskene selv, ud fra buske med dejlige store røde saftige bær.

Hindbær:

Der dyrker jeg hindbær af sorten autumm bliss. Det er en sort, som giver en masse store lækre bær sidst på sommeren. De giver en masse dejlig marmelade, som jeg nyder vinteren igennem.

Stikkelsbær:

Der har jeg fundet en sort, som giver flotte røde stikkelsbær. De er meget tidskrævende at plukke, men smager vidunderligt.

Imellem frugtbuskene dyrker jeg grønsager. Det er hovedsageligt grønsager, som kan holde sig vinteren igennem. Grønkål, som er en af mine favoritter, høster jeg af hele vinteren og de giver mig tilskud af vitaminer i den kolde tid. Derudover dyrker jeg hovedsageligt rodfrugter. En lille køkkenhave kan sagtens holde mig næsten selvforsynenede. Jeg har tidligere haft en betydelig større køkkenhave. Men min voksende arbejdsbyrde har gjort at jeg har skåret meget ned på køkkenhaven. Forhåbelig får jeg en dag tid til dyrke grøntsager i større målestok igen.

Fox Hill Winery

v/ Gert Brask · Rævehøjvej 7 · 6933 Kibæk · Tlf.: 61 67 47 48 · gertbrask@foxhillwinery.dk

LAG logoer